Overfladisk betragtet kan det se ud til, at jeg er temmelig negativ over for mangt og meget i min menighed, og at jeg er pessimistisk, når det gælder dens fremtid. Dette er imidlertid ikke rigtigt. Jeg er ikke ved at opgive min menighed, men jeg forsøger at bedømme den på lidt længere sigt. Jeg er overbevist om, at de truende skyer kan blæse væk, og at nye vinde kan begynde at blæse. Jeg ønsker mindst af alt at skabe mismod hos bogens læsere, selv om jeg har belyst kristendommens generelle krise og adventismens i særdeleshed. Jeg vil være sønderknust, hvis min bog får folk til at miste troen og skubbe dem længere væk fra deres menighed. I virkeligheden håber jeg af mit ganske hjerte, at den vil hjælpe bare nogle af læserne til at foretage et nyt 'spring i tro' og søge tilbage til deres menighed igen. Jeg har skrevet denne bog, fordi jeg føler med dem, der er endt i 'kirkens grænseland'. Jeg har ingen illusion om, at al tvivl forsvinder, hvis man læser bogen; men jeg håber og beder til, at den kan hjælpe læserne til at finde nogle pejlemærker for deres tro og deres forhold til menigheden, så de får mod til at leve kreativt med deres tvivl og usikkerhed.